Dette er det russiske hofs spændende historie, beskrevet i 6 kapitler af sognepræst Ricardt Riis.
En mere fuldstændig beskrivelse findes i H. E. Friis: Det russiske
Hof i Horsens fra 1780 til 1807 samt dets Medlemmers og nærmeste
Families tidligere Liv og Fangenskab i Rusland.
Kjøbenhavn 1895.
Endvidere henvises til A. Bruckner: Die Familie Braunschweig in Russland, St. Petersburg 1876.
1. kapitel: Barnekejseren, Ivan den Tredje.
2. kapitel: Sammenbruddet og tilfangetagelsen.
Tidstavle
for Ruslandstiden.
3. kapitel: Tiden i Cholmogory; de strenge
kejserlige bestemmelser.
A. Stedet Cholmogory.
B. Annas død.
C. Lina von Mengden.
D. Beretninger om de
fire søskende.
E. Breve fra Cholmogory.
F. Ivans tragedie.
G. Anton Ulrichs død.
H. Konklusion.
4. kapitel: Rejsen til Horsens. Catharina
den Andens breve: Brev 1; brev
2; rejsebeskrivelse; brev
3; brev 4; brev 5.
Juliane Maries svar: brev 1a.
A.: Beslutningen.
B.: Beskrivelsen fra Büschings
Magazin.
C.: Brevvekslingen mellem Catharina
og Juliane Marie.
D.: Fregatten "Mars".
5. kapitel: Hoffet i Horsens.
A.: Indretningen af "Palæet".
B.: Tiden i Horsens.
C.: Uløste spørgsmål.
D.: Catharinas brev.
6. Afslutning.
7. Tekster til Russerhoffets historie. Breve fra Anton Ulrich. Breve fra 1780. Frk Sehesteds brev.
Tilbage til 1) Klostersognets hovedmenu.
Det bemærkelsesværdige ved dette kup var, at den kejser, der blev afsat, var et barn. Han var på tidspunktet for kuppet ét år og tre måneder gammel og nåede at være kejser i ét år og seksten dage. Han var altså kun få måneder gammel, da han blev udnævnt til kejser.
Sligt kunne imidlertid godt lade sig gøre i enevældens tid. Ivans uheld var blot, at hverken hans mor eller hans far formåede at styre det mægtige rige, så oprørstendenser holdtes nede.
Ivan var kommet på tronen i kraft af de planer, som kejserinde Anna (1730-1740 ) havde lagt. Blot havde hun glemt at lægge planer for sin alt for tidlige død. Hun havde udset sig sin søsters datter, Anna Leopoldovna (født 1718), som den, der skulle føde den nye kejser. Og hun havde også fundet frem til en far til kejseren, nemlig en fyrstesøn fra Braunschweig-Lüneburg, Anton Ulrich (født 1714). Men hun havde intet hastværk med at få dem gift med hinanden. Anton Ulrich kom til Rusland seks år før han blev gift med Anna. Først i 1739 blev brylluppet holdt. Anna Leopoldovna havde heller intet hastværk med at gifte sig. Hun befandt sig bedre ved den ugiftes frie liv og havde også gennemlevet en forelskelse i en anden end Anton Ulrich. Men det tog man ikke hensyn til dengang.
Og så blev altså den nye tronarving, Ivan, født den 12. august 1740. Og meget mod alles forventning, også sin egen, døde kejserinden kort efter. Og så stod Rusland med en barnekejser.
Der er forskellige formodninger om, hvorfor det gik galt for Anna Leopoldovna og Anton Ulrich. Dem vil vi her forbigå og nøjes med at konstatere, at Elisabeth den 25. november 1741 bemægtigede sig den spæde kejser og lod sig selv udråbe til kejserinde foran en deling soldater i Skt. Petersborg. Det siges, at hun morede sig ikke så lidt over, at barnekejseren også råbte hurra for hende.
Som alle usurpatorer havde hun imidlertid nu et problem: Hvad skulle hun stille op med den kejser, hun lige havde afsat? Problemet var videre, hvad mon udlandet ville sige, specielt Østrig og Prøjsen. I et par år afventede hun udlandets reaktioner. Men da man ikke derfra syntes at ville gøre noget for den afsatte barnekejser, besluttede hun at "usynliggøre" ham. Alt, hvad der mindede om hans regimente, skulle ødelægges, og han selv og hans familie skulle gemmes af vejen langt inde i det store Rusland.
Tankegangen er nok typisk for alle diktatorer. Men begivenhederne viser i hvert fald, at Orwell's sandhedsministerium ikke er opfundet ud af den blå luft, og at KGB har dybe rødder i Rusland. Man udstedte forordninger om 1) at Ivans navn og titel aldrig måtte anvendes i aktstykkerne; 2) at forordninger, der var udstedt i hans regeringsperiode, ikke skulle gennemføres; 3) at alle papirer, pas, beslutninger og lignende, skulle tilbagesendes til senatet, der så skulle sørge for, at de blev fjernet; og 4) at alle udenlandske værker, der nævnede denne periode, skulle fjernes fra de russiske biblioteker og ikke under nogen omstændigheder måtte indføres i landet. Og så blev desforuden alle de mønter, der var blevet slået i Ivans tid, kaldt tilbage. Man gjorde ikke besiddelsen ulovlig, men betalte en rubel for en rubel. (Bruckner, side 3f).
Der er noget uhyggeligt ved denne tankegang. Men der er også noget glædeligt ved at kunne konstatere, at det hele ikke virkede. På Bruckners tid (i 1870erne) kunne man således købe en mønt fra Ivan den Tredjes tid fra møntsamlerne for kun syv rubel, så almindelige var de.
Her blev de tvunget til at gøre holdt. Nu gik det russiske bureaukrati i arbejde. Man nedsatte en kommission, der skulle finde ud af, om ikke de havde gjort noget, de kunne anklages for. Men man opgav det senerehen. Dog blev de anklaget for ét eller andet småtteri og anbragt i Rigas fæstning: Dünamünde. Her sad de fra 13. december 1742 til januar 1744. Og her blev der den 9. januar 1743 født endnu et barn, Elisabeth.
Typisk for den nye kejserinde Elisabeths uhæmmede interesse for alt, hvad der havde med flygtningene at gøre, er et brev, hun sendte til deres fangevogter, general Saltykof, den 11. oktober 1742. Her skriver hun blandt andet: Hr general! Vi har bragt i erfaring, at prinsesse Anna bruger skældsord imod Dem, og at prins Ivan, når han leger med sin lille hund og slår den på hovedet, og man så spørger ham, hvem han vil slå hovedet af, svarer: Saltykof. Ifald dette er tilfældet, undrer det os, at De ikke har indberettet noget desangående hertil. Besvar efter modtagelsen af denne skrivelse, om det forholder sig så eller ikke. I så tilfælde, at det er således som anført, må der gribes til andre forholdsregler overfor dette folkefærd; De bør i ethvert tilfælde sørge for, at fangerne har respekt og frygt for Dem, således at de ikke drister sig til noget overfor Dem.
General Saltykof svarede blandt andet: Jeg besøger prinsesse Anna hver morgen, og jeg har ingensomhelst uhøflighed fra prinsessens side at påtale, hverken for mit eget personlige eller de vagthavende officerers vedkommende. Er der noget, prinsessen har brug for, beder hun altid med agtelse derom. Hvad prins Ivan angår, så taler han næsten slet ikke. (Friis, side 19).
Man kan lægge mærke til, at Ivan, der nu er degraderet til prins, næsten slet ikke taler. Andre senere beretninger fortæller, at Ivan havde meget svært ved at tale, det var næsten umuligt at forstå, hvad han sagde. Men om det skyldtes, at han havde arvet en tilbøjelighed til at stamme fra sin far, eller det skyldtes den umenneskelige opvækst, man gav ham, får stå hen. Normal blev han i hvert fald ikke.
Nu var imidlertid kejserinde Elisabeths planer om den lille families "usynliggørelse" klar. Hun gav ordre til afmarch i januar 1744 og målet var Ranenburg lidt syd for Moskva. Dog var dette kun et foreløbigt opholdssted. Kejserinden havde i forvejen haft folk oppe og undersøge et ensomt liggende kloster på en ø i Hvidehavet. Derhen besluttede hun nu at sende fangerne. Men i to afdelinger. Oberstløjtnant Korff, der nu stod for fangernes bevogtning, fik ordre til at lade den fireårige Ivan drage af sted, adskilt fra forældrene, under opsyn af major Müller. Korff søgte at bevæge kejserinden til at omgøre den beslutning: Den lille dreng ville blive urolig, hvis han blev skilt fra forældrene, da han var svagelig ligesom moderen. Men hun fastholdt bestemmelsen. (Friis, side 22).
Og det blev ikke ved dette anslag mod familiens integritet. Annas trofaste veninde Julia von Mengden, der havde fulgt dem i fangenskab hidtil, fik ordre til at blive tilbage. Ganske vist måtte hendes søster, Lina von Mengden, følge med dem. Men hun viste sig i længden at blive mere en belastning end en hjælp, da hun i Cholmogory gik hen og blev sindsyg.
Rejsemåden var usædvanlig. Alt skulle foregå i dybeste hemmelighed og alt blev fastlagt, selv ned i de mindste detailler, af kejserinden fra Skt. Petersborg. Det var bestemt, at man kun skulle rejse om natten. Det blev bestemt, at Ivan og de soldater, der skulle bevogte ham, skulle have en dags forspring. Det blev bestemt, at Ivan skulle transporteres i en vogn med kaleche; denne kaleche måtte aldrig slås ned; man skulle kalde Ivan Gregory. Det blev bestemt, at det øvrige selskab, bestående af den lille familie og de 38 soldater, der bevogtede dem, skulle hvile ud udenfor de større byer. Det blev bestemt, at de ikke måtte tale med nogen undervejs, og da slet ikke modtage breve eller beskeder fra Skt. Petersborg. Og så videre, og så videre. Kejserinden vidste tilsyneladende alt om, hvordan man sikrede sig hemmeligholdelse. Behøver jeg nævne, at de naturligvis ikke anede, hvor rejsen endte!
Det er ganske forunderligt, at oberstløjtnant Korff under disse betingelser havde mod til at udvise en vis konduite. De var rejst fra Ranenburg i juli 1744 og kom til Cholmogory i oktober 1744. Da var imidlertid vinteren allerede sat ind. Hvidehavet var islagt. Korff besluttede derfor at overvintre i Cholmogory, hvor der var et nogenlunde godt ærkebiskoppeligt kloster. Og han foreslog nu kejserinden at indrette fangernes permanente opholdssted dèr i stedet for i det endnu fjernere kloster i Hvidehavet. Og besynderligt nok, det gik hun med til. Han har nok forstået at slå på de rette strenge. Blandt andet gjorde han opmærksom på, at de hemmelige transporter jo skulle forbi byen Archangelsk, hvor der levede fremmede søfolk, der kunne viderebringe, hvad de så. Og han henledte også opmærksomheden på, at forsyningssituationen i Cholmogory ville være betydelig bedre end på en ø i Hvidehavet.
